Ugens bolig: Hvem kommer først til mølle?

En historisk mølle fra 1875 er omdannet til en charmerende bolig med moderne løsninger og unik atmosfære. Perfekt for historieelskere!
Skrevet af
Martha Duelund Møller
Publiceret
3/2/2025

Først til mølle, får malet først

Denne uge skal vi se nærmere på en lettere utraditionel bolig. På Møllehøj i Skuldelev ligger der, som vejnavnet antyder, en mølle.

Møllehøj 4, 4050 Skibby
Til salg ved Estaldo - Se boligen her

Kom med, når vi inviterer dig indenfor i en bolig der er alt andet end ordinær. Denne uges bolig er en historisk mølle, som har stået her siden 1875. I dag fungerer møllen som bolig og har igennem tiden set mange familier komme og gå. Med sine 187 m² fordelt på tre etager er denne møllehusvilla et perfekt eksempel på, hvordan man kan udnytte en gammel mølles karakteristiske træk til at skabe et hjem med masser af personlighed.

Der sker noget fantastisk når de historiske rå vægge møder moderne materialer i boligens entré.

Bolig med sjæl og karakter

Udvendigt præsenterer møllen sig med et æstetisk udtryk, der er både rustikt og charmerende. De flotte sten, omringet af de hvide fuger, giver bygningen et unikt og karakteristisk udseende. Denne kombination af materialer skaber en visuel kontrast, der fremhæver møllens historiske karakter. Når man træder ind i entréen, bliver man mødt af de samme stenvægge, som er brugt udvendigt. Dette giver en følelse af at træde ind i en hule til en anden tid, og de rå stenvægge skaber en stemningsfuld og indbydende atmosfære. Entréen er ikke blot en passage, men et rum, der sætter tonen for resten af boligen.

Trapper er svære at undgå, når man skal indrette sig i en mølle. Heldigvis er der tale om en smuk en af slagsens.

Kreative løsninger i unikke rammer

At ombygge en mølle kræver en god portion kreativitet, da den ottekantede form kan sætte nogle begrænsninger for indretningen. Men i denne mølle har man virkelig formået at vende udfordringerne til fordele. For eksempel er køkkenet designet til at følge ydervæggens linjer og skaber den perfekte arbejdstrekant, så man nemt kan kokkerere sine yndlingsretter. Den unikke form på møllen skaber også et fantastisk og hyggeligt rum på første sal, som er blevet indrettet som stue. Her kan man virkelig nyde den særlige atmosfære, som kun en mølle kan tilbyde. De fritlagte bjælker i stuen er ikke kun malet sorte for æstetikken, men også for at bevare møllens historiske integritet. Med direkte adgang til haven fra stuen kan du nemt nyde udendørslivet og gøre brug af de mange hyggekroge, som grunden tilbyder.

På møllens anden etage har man indrettet et fint soveværelse. Her kan man nyde udsigten og få sig en god nats søvn i de historiske omgivelser. Og når man skal, så skal man altså, som Lille Per sagde, og for ikke at skulle rende i kælderen, har man betænksomt valgt at indrette et toilet, så man nemt og bekvemt kan komme af med det, man nu engang skal.

Det er nemt at få en god nats søvn, når man er omringet af natur og historiske omgivelser.

Møllehøj 4 i Skuldelev er et perfekt eksempel på, hvordan man kan kombinere historie og modernitet for at skabe et hjem med sjæl og karakter. Hvis du drømmer om en boligoplevelse ud over det sædvanlige, er denne møllehusvilla bestemt et besøg værd. Oplev charmen og den unikke atmosfære, som kun en historisk mølle kan tilbyde.

Møllehøj 4, 4050 Skibby
Til salg ved Estaldo - Se boligen her

Det har sin helt egen charme, at gå en tur i haven med møllen i baggrunden.
Få en gratis onlinevurdering af din bolig på 30 sekunder
Få uvildig rådgivning til din boligfinansiering